Kost, sundhed og trivsel

Hos os er det bare så vigtigt, at børnene trives, og har det godt, – det er et skridt på vejen til at blive livsduelige verdensborgere.

Vi vægter udelivet meget højt, derfor kommer vi alle sammen, både børn og voksne ud hver dag, enten på vores dejlige legepladser eller på ture ud ad husene. Vi er ude hver dag, uanset om det regner eller om solen skinner, – vi mærker vinden i håret, og smager på regndråberne.

Udelivet er også godt for vores mulighed for at udvikle vores kropslige og mentale sundhed. 

Sammen med forældrebestyrelsen er vi også enige om, at alle børn har ret til den bedste og sundeste mad, – derfor vil vi sammen med alle vores forældre hjælpe børnene til at få nogle gode, sunde og varierede madvaner fra de er helt små.

 

Vi er ikke helt sukkerforskrækkede i vores dagtilbud i Kerteminde By, og det sker også at vi får en is, når det er varmt eller et stykke kage ved fælles arrangementer. – Men det er bedst for os, hvis vi i børnehusene og dagplejen, selv kan vurdere, hvornår det skal ske.

Vi forsøger i børnehusene at være så miljøbevidste som muligt, og køber økologiske madvarer i den udstrækning, at det er muligt

Vi ønsker for jeres børn nogle sunde og varierede madpakker med groft brød, frugt og grøntsager, hvor I undlader mælkesnitter, slik og den slags.

I dagplejen får børnene mad hos dagplejeren, – i Børnehuset Fjordvang skal børnene selv medbringe madpakker, – i Balders Hus har forældrene valgt frokostordning, hvor børnene bliver tilbudt et sundt måltid mad.

Vi kan også fortælle jer, at der er afstemning blandt forældrene til frokostordning hvert andet år.

Vi er enige om, at børnene skal fejres, når de har fødselsdag. – Det er som regel forældrene, der sørger for noget, som barnet kan dele ud til de andre børn,- her opfordrer vi forældrene til at medbringe sunde lækkerier, – det kan være frugt, grønt, grove boller eller andet sundt.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.altomkost.dk kan man finde gode kostråd.